Klæder skaber folk i dette smukke italienske drama.

En filminstruktør har samlet alle sine yndlingsskuespillerinder for at lave en film om dem, men ved ikke rigtig selv, hvordan den skal forme sig, før en gammel talemåde giver det indlysende svar, at klæder skaber folk. Omdrejningspunktet for filmen om filmen er alle disse skønne kvinder, som i det store hus med de mange vidunderlige kjoler hver har sin egen historie at berette ikke uden rivalisering men sammenholdet evident for ikke blot trivslen men kreativiteten udi hvert eneste kostume frem til den definitive skønhedsåbenbaring. Udenfor står mændene som den livgivende nødvendighed men ikke nødvendigvis sikre ballast, diamanterne sommetider vejes af efter, så de funkler og stråler klarest. Handlingen udspiller sig i 1970’ernes Rom for at blive rundet af i et – næsten – tomt hus mange år senere.

Tyrkisk-italienske Ferzan Özpetek fik stort europæisk gennembrud i 1997 allerede med sin første film fra helt egen hånd “Det tyrkiske bad”, som også blev en gevaldig succes i de danske biografer. Få år senere kom “Vinduet overfor” og allerede før denne “Familiebilleder”, der hver især går på opdagelse i de bånd, der binder os mennesker sammen. På samme facon tager Özpetek os i sin nye film med ind i et helt hus fuldt af diamanter, nogle uslebne mens andre er rundet af mange års slid.

Ny chokerende, provokerende og tankevækkende film af instruktøren bag TITANE!

Den altid udfordrende filminstruktør Julia Ducournau er tilbage med ALPHA efter for fire år siden at have sat lærrederne i brand med TITANE, der i Frankrig vandt Guldpalmen og i Danmark blev nomineret til en Bodil for bedste ikke-amerikanske film.

Begyndelsen. Tidspunktet er et sted sidst i 1980’erne i et samfund parallelt til vores, hvor en begyndende epidemi med reference til AIDS udarter sig med et helt andet sygdomsforløb, end noget vi kender til. For ofrene resulterer det i en nærmest surrealistisk tilstand med indtørret hud i en marmoragtig tilstand for til sidst at gå til grunde. Vi møder her den endnu kun 5-årige Alpha, som følger stregen fra en sort pen på sin onkels arm fra det første stik til flere, som allerede har sat sine spor.

Otte år senere er Alpha til fest og får i omtåget tilstand en tatovering på sin arm, bogstavet A. Hendes mor, der er sygeplejerske, frustreret over situationen, insisterer på, hun får foretaget en blodprøve, der skal vise, om hun er blevet inficeret. I skolen lægger de fleste afstand til hende undtagen en jævnaldrende dreng, som har udsat sig selv for samme risici. En dag kommer Alpha hjem fra skole og møder da for første gang i årevis sin ustabile onkel, som hun ikke kan huske og står med et problem mere på hånden. Hendes mor har omvendt en forventning om, at de kan være en støtte for hinanden. Alpha har ingen nærværende far, så onklen udfylder en vis rolle. Situationen er knugende for dem alle – også udenfor er samfundet ved at gå i opløsning.